Det gode menneske Jesus og skurken Kristus

Philip Pullman:
Det gode menneske Jesus
og skurken Kristus
København, Tiderne Skifter 2010
260 sider, 249 kr.
Anmeldt af Geert Hallbäck
Philip Pullmann er ikke hvem som helst. Han er forfatter til den kendte fantasy-serie om det gyldne kompas, hvis første bind også er filmatiseret. Serien rummer en slet skjult kritik af kristendommen – eller måske skal vi sige: kritik af Kirken. Lad os holde fast i det, for samme dobbelthed gør sig gældende i Pullmans nyeste værk. Når man giver sig til at skrive en Jesus-roman, kan man vel ikke være helt negativ over for det kristne budskab. Men Kirken, den kan Pullman ikke fordrage.
                 En Jesus-roman af Pullman går ikke ubemærket hen. Den danske oversættelse er kommet hurtigt efter den engelske original, der også er fra 2010. Og den kom straks på forsiden af Politikens bog-sektion og gav anledning til et langt interview med Pullman i Deadline 2. sektion på DR2. Desværre var interviewet betydelig mere interessant end bogen. Den er en tynd kop te. Hvis evangelisternes ophavsret nogen siden er blevet krænket, må det være her. Jeg vil skønne, at ca. 60 % af teksten er direkte afskrevet fra evangelierne. Nogle steder får den et Pullman’sk twist, men mange steder er det en ren og skær gentagelse af den nytestamentlige tekst. Og når bogen giver sig ud for at være 260 sider lang, er det ikke helt sandt. For efter hvert kapitel – og de er mange og for det meste ganske korte – er der gerne en blank side. Bogen er derfor hurtigt læst. Det kan jo være en kvalitet i sig selv. Men den er også hurtigt læst, fordi der ikke er så meget at tænke over undervejs.
Pointen fremgår jo tydeligt af titlen. Skellet mellem mennesket Jesus og troen på ham som Kristus har ligget til grund for den historiske Jesus-forskning siden 1800-tallet. Det er der altså ikke noget nyt i. Det særlige fif ved Pullmans bog er, at han narrativiserer skellet og gør det til to personer, to brødre. Maria fødte ikke kun ét barn den nat i stalden, men to. Den ene var Jesus, som var stærk og levedygtig, et rigtigt mandfolk, der var nærværende og karismatisk i alt, hvad han gjorde. Den anden var et lille skravl, der altid kom til at stå i skyggen af sin bror. Ham kaldte Maria for Kristus, fordi det var ham, vismændene fandt i Marias favn og tilbad som Messias – Jesus lå henne i krybben. Kristus beundrede, ja elskede sin bror, mens Jesus ikke havde meget til overs for sin mislykkede bror.
                 Da Jesus bliver grebet af Johannes Døberens forkyndelse, begynder han selv at prædike om Guds riges snarlige komme. Og folk strømmer til, tiltrukket af hans nærvær og integritet. Kristus tror også på Guds rige, men mener, at alle mennesker skal have mulighed for at komme med. Derfor tænker han sig, at der nok går lidt længere tid, end Jesus lægger op til, og foreslår en verdensomspændende organisation, der skal forberede Gudsrigets komme, en Kirke. Jesus kunne også godt gøre lidt mere ud af miraklerne, for sådan nogle gør indtryk på folk. Jesus afviser ham med dyb foragt. Til gengæld bliver han opfordret til i hemmelighed at følge Jesus, nedskrive hans ord og gerninger – og gerne pynte lidt på dem af hensyn til læserne. Den, der opfordrer ham, er en fremmed, der pludselig dukker op; Kristus opfatter ham som en engel, men vi andre er ikke i tvivl om, at det er Satan. Han forklarer, at der er forskel på historien, der foregår på tidens relative vilkår, og sandheden, der tilhører evigheden. Kristus’ opgave er at få sandheden frem i den historie, Jesus gennemlever.
                 Så er scenen sat til Pullmans reviderede genfortælling af evangelierne. Der er tale om en ’harmoni’, der henter episoder fra alle fire evangelier. Nogle af Jesu radikale og samfundskritiske ord er så velkendte, at Kristus ikke kan forvanske dem i sin propaganda. De bliver derfor gengivet fuldstændig ordret fra Bibelteksten. Andre episoder bliver bragt i overensstemmelse med fornuften og den sunde moral. Et eksempel på Pullmans typisk rationalistiske kritik er bespisningsunderet. Selvfølgelig mætter Jesus ikke forsamlingen med fem brød, men han opfordrede folk til at dele den mad, de hver især har taget med. Den forklaring er hørt før. Den er udtryk for, at man på den ene side afviser det mirakuløse i begivenheden, men ikke vil afskrive begivenhedens historicitet. Noget må have fundet sted. Den tanke, at den religiøse fantasi selv har fremkaldt episoden, ligger helt uden for rationalisten Pullmans horisont.
                 Et andet karakteristisk eksempel på Pullmans korrektion af Kristus’/Nye Testamentes fremstilling er fortællingen om Martha og Maria. Da Martha bebrejder Maria hendes manglende hjælp, og Maria afviser hende til fordel for Jesu ord, griber Jesus ind: ”Maria, du kan høre mine ord igen, for der er andre til stede her, de vil huske dem. Men når brødet er brændt på, er der ingen, der kan spise det. Gå ud og hjælp din søster” (s. 137-138). Da Kristus hører om det svar, tænker han, at her er et af de steder, hvor sandheden kan blive bedre end historien. Hvor skurkagtigt det end er, må jeg give Kristus ret. Pullmans sympatiske og politisk korrekte omskrivning – som interessant nok er helt i overensstemmelse med datidens patriarkalske rollefordeling – tager enhver spænding ud af fortællingen. Den bliver entydig. Den ville ingen huske bagefter, fordi den var så indlysende. Men den historie, vi finder i Lukasevangeliet, er spændstig og tvetydig, for selv om Martha naturligvis har ret på sine præmisser, har Maria også ret på sine. Der er ingen nem løsning; fortællingen konfronterer to holdninger, der taget hver for sig synes indlysende rigtige, men som i konfrontationen udelukker hinanden. Og Jesus tager parti for den mest provokerende holdning, ikke for den mest sympatiske. Det er en historie, vi kan huske. Pullmans omskrivning gør fortællingen sympatisk – og forglemmelig.
                 Sådan er det hele vejen igennem. Pullman får gjort evangeliet sympatisk og ufarligt. Hvis vi til sidst skal afslutte Jesus/Kristus-plottet, viser det sig, at Kristus er den, der forråder Jesus, og at det også er Kristus, der viser sig for disciplene efter Jesu død, så de tror, han er opstået. De var jo tvillinger og lignede derfor hinanden. På det tidspunkt har Kristus gennemskuet den fremmedes rænkespil, men selv i sin bitterhed spiller han spillet til ende, for han tror stadig mere på Kirken end på Guds rige.
                  Inden vi når så vidt er der imidlertid en afgørende scene, der vender op og ned på Jesus-figuren. Hele vejen gennem bogen er Pullman den alvidende fortæller i forhold til Kristus, men ikke i forhold til Jesus, som vi alene hører om på anden hånd. Men i Getsemane ved Pullman pludselig helt uformidlet, hvad Jesus siger i sin bøn. Det viser sig, at han aldrig har været i kontakt med Gud; alle hans henvendelser er mødt med Guds tavshed, så han nu må konkludere, at Gud lige så godt kan være ikke-eksisterende. Derfor tror han heller ikke længere på det Guds rige, som han har forkyndt. Ikke nok med det; han ønsker slet ikke et Guds rige, for den eksisterende, sanselige verden er det dejligste sted, man kan forestille sig. Og Kirken, som Kristus foreslog, må han stadig afvise, for den vil udvikle sig til en djævelsk organisme, der ophøjer nogen og holder alle andre i åndeligt slaveri og materiel fattigdom.
                 Vupti, bliver Jesus ikke alene ateist, men en 20. århundredes vitalist. Indtil da har Jesus-figuren været konsistent nok, både på fortællingens litterære præmisser og på den historiske muligheds præmisser. Men her viser det sig med al ønskelig tydelighed, at den ’historiske Jesus’, hvad enten han er en litterær fiktion eller en historisk konstruktion, altid ender med at blive et spejlbillede af forfatterens idealer. Jesus var den mand, der virkeliggjorde Pullmans idealer. Det bliver næsten så tydeligt, at det virker ufrivillig komisk.
På bagsiden af omslaget står der: ”Dette er en historie”. Det er måske det mest tvetydige udsagn i hele bogen. Umiddelbart betyder det selvfølgelig, at vi ikke skal tage historien for mere end den er: en fiktiv leg med figurerne Jesus og Kristus. Pullman ved jo godt, at der ikke var to brødre. Men han tydeliggør skellet mellem mennesket Jesus og troens Kristus gennem de to narrative figurer. Men så har vi jo i samtalerne mellem Kristus og den fremmede/Satan fået at vide, at historien tilhører tiden, sandheden evigheden. Det er naturligvis en løgn. Den tidløse sandhed er et bedrag, der skal uskadeliggøre den sandhed, der tilhører tiden. Så er det altså historien, der er den rigtige sandhed. Men hvad er det så for en historie ”dette er”? Er Pullmans bog sandheden i tiden?
                 Jeg tror, han ville ønske den var. For alt det i kristendommen, der bekræfter troen på mennesket, bidrager til accepten og kærligheden mennesker imellem, fastholder os på livet her og nu, det sanselige liv i verden, alt det tror Pulmann også på. Men han ser det forvansket og omvendt til det sataniske, så snart Kirken får magt. Men han er jo ikke dum. Han er godt klar over, at når vi i dag overhovedet har en erindring om det gode i kristendommen, skyldes det, at det er blevet bevaret af den kirke, der samtidig har forvansket det. Det er et dilemma, man ikke kommer ud over ved at skrive en Jesus-roman, der vender op og ned på Kirkens evangelier. Det er et dilemma, der er indbygget i kristendommens særlige oprindelse og historie. Hvis ikke det havde været der, ville Pullman slet ikke have vidst, at der var en Jesus, han kunne skrive en roman om.