Den Nye Aftale. Det Nye Testamente på nudansk

Den Nye Aftale

Det Nye Testamente på nudansk

Bibelselskabets Forlag 2007

524 sider. Pris kr. 169

Anmeldt af Mogens Müller

 

Når det gælder formidlingen af Bibelens tekst, har der længe været tradition for flere og meget forskellige niveauer. Form og indhold har udmærket kunne adskilles. Første trin var her oversættelsen. Bibelens indhold var ikke uløseligt forbundet med teksternes originalsprog, og med Reformationen forstærkedes den proces, der allerede var i gang med at udbrede den på folkesprogene. Og så tidligt som fra 1607 kom Danmark med udsendelsen af Hans Poulsen Resens meget ordrette bibeloversættelse til at leve med to forskellige bibler, da kongebiblerne (Christian den III’s, Fredrik den II’s og Christian den IV’s), der især byggede på Luthers Bibel, levede videre i kraft af, at deres tekst var mere forståelig (se herom Bodil Ejrnæs, Skriftsynet igennem den danske bibels historie (1995)).

Med pietismens vægtlægning på den enkeltes bibellæsning, begyndte imidlertid den bibelspredning blandt almindelige mennesker, der i 1800-tallet blev sat i system af bibelselskaberne. Og i Oplysningstiden fremkom der ved siden af de officielle bibeludgaver, der på det tidspunkt bestod af stadige revisioner af den resenske, som i 1647 udkom i en revideret udgave besørget af Hans Svane, et par privatoversættelser af Det Nye Testamente. Den ene var Christian Bastholms fra 1780, den anden Ove Høegh Guldbergs fra 1794. Begge var kommenterede og henvendte sig til det oplyste publikum. Men det var ikke de eneste privatoversættelser, der forsøgte at formidle bibelteksten til læsere, der kunne have den ene eller den anden vanskelighed med den autoriserede oversættelse. Omkring 1900 vandt Thomas Skat Rørdams oversættelse af Det Nye Testamente (1887-1892 med flere senere udgaver) stor udbredelse. Det samme gjaldt i høj grad Paul og Anna Sophie Seidelins Det NYE Testamente, som Bibelselskabet udsendte i 1974, og som vist blev trykt i hen imod 200.000 eksemplarer. Også katolikken Peter Schindlers oversættelse fra 1953 fandt mange læsere. Det var altså absolut fornemmelse for den sproglige indpaknings betydning, og alternative oversættelser blev ikke så meget oplevet som erstatninger som supplement.

Ved siden af denne formidling gennem forskellige oversættelser optræder bibelhistorierne som forkortede og redigerede genfortællinger af Bibelen eller dele deraf. Herhjemme er klassikeren Bibelske Historier fortalt for Børn af Morten Pontoppidan (1851-1931). Den udkom første gang i tre dele i 1909 og i samlet udgave i 1913 og har oplevet adskillige optryk og nyudgaver helt frem til slutningen af 1900-tallet. I dag er der jo en sand vrimmel på dette marked, vel også hjulpet godt på vej af, at man mange steder uddeler en sådan ”børnebibel” ved dåb. Men der var et tomrum mellem ”børnebibelen” og den egentlige oversættelse, hvad enten det var den autoriserede eller de forskellige private, der fortrinsvis henvendte sig til et læsevant og måske endda fortroligt publikum.

Som en udløber af den såkaldte ”Living Bible”-bevægelse udsendte Forlaget Scandinavia derfor i 1985 Ny Testamente – på hverdagsdansk, som allerede året efter kunne komme i en revideret udgave. Nu gjaldt det slet ikke mere genkendeligheden af den oprindelige græske ordlyd, men forståeligheden. Var der allerede forklarende omskrivninger i Seidelinernes oversættelse, blev der gjort kæmpeskridt videre i den retning i denne oversættelse, der i øvrigt var anonym, ligesom forholdet til grundteksten var uoplyst. I 1992 blev den afløst af en ”helbibel”, Bibelen på hverdagsdansk, og den er netop udkommet i en ny udgave her i efteråret. Hovedkraften bag er Iver Larsen, der præsenterer den som en dynamisk oversættelse, hvis mål er at finde balancepunktet mellem tekstens oprindelige sprog og målgruppens.

Denne grundholdning, at målgruppens sprog i vid udstrækning skal respekteres i gengivelsen, er også grundlæggende i Den Nye Aftale, som også lige er udkommet, og hvor det er Bibelselskabet, der står som udgiver. Nu er målgruppe og målgruppe jo ikke nødvendigvis det samme, og hvor Bibelen på hverdagsdansk med sin evangelikale baggrund måske nok især henvender sig til mennesker, der ikke er helt fremmede over for en kristen jargon, dér forsøger Den Nye Aftale at gøre Det Nye Testamentes tekst forståelig også for den kirkeligt forudsætningsløse. Det fremgår allerede af den titel, som man har valgt. For ’testamente’ forstås jo i daglig tale ikke umiddelbart i betydningen pagt eller aftale, som jo tydeliggør, at der er tale om to parter. En læsning af Den Nye Aftale viser da også, at de fleste særlige nytestamentlige-bibelske ord og begreber er luget ud og erstattet med ord fra hverdagssproget: Salig bliver til heldig, retfærdighed til det, Gud vil have, og begreber som nåde og barmhjertighed optræder også alene i omskrivninger. Det at gengivelsen skal være ’meningsbaseret’ ytrer sig desuden i omskrivninger af ikke længere begribelige udsagn. Hvor det således i Matthæusevangeliet 18,17 siges om den, der ikke vil rette sig efter menighedens tilrettevisning, at han [synderen] i den forurettedes øjne skal være som en hedning og en tolder, dér hedder det i Den Nye Aftale, at han skal ”betragte ham som om han ikke længere hører til hos jer.”

Midt i alt det mundrette og dagligdags kommer imidlertid navnestoffet til at fremstå som ekstra fremmed. For da det er en oversættelse og ikke bibelhistorie, skal alle navne med, og Den Nye Aftale begynder derfor ligeså kikset som ethvert andet Ny Testamente med Jesu slægtstavle med dens 42 navne. Ligesom opregningen af land- og områdenavne i pinseberetningen (ApG 2) og af de tolv stammer i Johannes’ Åbenbaring kap. 7 trofast er bibeholdt. Forståelsen lettes dog undertiden for læseren ved præciseringer. Er der tale om Herodes Antipas, tilføjes Antipas, selv om der i teksten alene står Herodes, som jo rigtignok kan forveksles med hans far, Herodes den Store, og i Matthæusevangeliets beretning om Peters bekendelse, hvor Jesus egentlig kalder ham Simon, Jonas’ søn, bliver det til Peter, Jonas’ søn.

Når det gælder gengivelsen af evangelierne, skal man være forholdsvis fortrolig med teksten for at opdage forskellene. Selv om de i høj grad er der. Men den er alligevel mere iørefaldende i brevlitteraturen, hvor den sproglige sværhedsgrad jo også på forhånd er større, og hvor evangeliernes fortællestil ikke er der til at hjælpe hen over besværlighederne. Det kom klart frem i epistelteksten til 1. søndag i advent, hvor biskopperne havde givet lov til at bruge Den Nye Aftale, og hvor menigheden under oplæsningen af Romerbrevet 13,11-14, i stedet for opfordringen: ”Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse …” måtte lægge øre til det mere pågående: ”Lad os leve et ordentligt liv der kan tåle at se dagens lys, og ikke et vildt natteliv med druk og seksuelle udskejelser, med skænderier og jalousi.”

Det er målgruppens sprog, der her er valgt – og dermed respekteret. Alligevel vil jeg ikke betegne det som mindste fællesnævner. For der er fastholdt et vist niveau. Sproget bliver ikke fladt, og i det, jeg har læst, må jeg sige, at jeg er imponeret over, hvor konstant det valgte stilleje er holdt. Sproget falder gennemgående let, og forståeligheden er stor. Men – og det skal ikke skjules – det sker på bekostning af grundtekstens nuancer. For jo mere ligeud og forståelig en oversættelse skal være, jo mere entydig, desto mere blændes der ned for grundtekstens betydningspotentiale. Oversættelsen bliver ikke alene den fortolkning, som al oversættelse er, fordi sprog grundlæggende er forskellige. Men denne oversættelse køber også uundgåeligt megen af sin forståelighed for den høje pris, der hedder fravalg af betydningsmuligheder. Og det er et tab. Men det er i denne sammenhæng et bevidst kalkuleret tab.

Med i kalkulen er det nemlig, at denne oversættelse hverken kan eller skal træde i stedet for den autoriserede oversættelse. Men på skalaen, hvis ene endepunkt er den oversættelse, der prioriterer ordrethed over forståelighed, og hvis andet endepunkt er genfortællingen, hvor meningen helt og holdent er iklædt modtagergruppens sprog og begrebsverden, ligger Den Nye Aftale stadig inden for grænsen af en egentlig oversættelse. Grunden til, at den alligevel ikke kan afløse den autoriserede oversættelse, er, at den – for nu at anvende en metafor fra fotoverdenen – arbejder med en alt for lille opløselighed. Det øger ganske vist genkendeligheden af motiverne, hvor den autoriserede oversættelses langt større opløselighed i højere grad lader teksten synke ned i den fremmede og fjerne verden, den stammer fra. Desuden er den også i større overensstemmelse med liturgiens og salmernes sprog, som nærmest bliver gjort hjemløst af Den Nye Aftale.

At det er en oversættelse til almindelig læsebrug, fremgår også af de ændringer, der er foretaget af evangeliernes, Apostlenes Gerningers og Johannes’ Åbenbarings gængse titler. For i Den Nye Aftale benævnes de henholdsvis Matthæus’, Markus’, Lukas’ og Johannes’ fortælling om Jesus, Grundlæggelsen af de første menigheder og Afsløringen. For at hjælpe læseren er der til hvert skrift en indledning, der ikke alene giver et kort rids af dets indhold, men desuden indplacerer det kronologisk og tager stilling til, om det nu også er skrevet af den, som det tillægges. Dog er svarene på disse indledningsspørgsmål – naturligt nok – moderat konservative: Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger anbringes i slutningen af 1. århundrede, 2 Thessalonikerbrev tilskrives Paulus selv, mens Efeserbrevet og Kolossenserbrevet tillægges Paulus-disciple, ligesom Pastoralbrevene (Timotheusbrevene og Titusbrevet) selvfølgelig gør det.

Målgruppen er endelig også tilgodeset i de ”ordforklaringer”, der er tildelt 18 sider, men som i højere grad end i de autoriserede bibeludgaver gælder navne på historiske personer samt byer og lande. Endelig er Den Nye Aftale forsynet med et Efterord, der redegør for de principper, der er lagt til grund, og en fortegnelse over, hvem der har været med, og hvoraf det fremgår, at Geert Hallbäck har været den eksegetiske samvittighed.

Der er selvfølgelig en lang række af steder, hvor andre fortolkere ville have valgt en anden gengivelse eller fortolkning end den her foreliggende. Således kan i hvert fald jeg godt undre mig over gengivelsen af evangeliernes ”Menneskesønnen”. Betydningen er jo stærkt omstridt, og fortolkningerne strækker sig lige fra en messiansk titel til det personlige stedord: ’jeg’. Selv om man enkelte steder har valgt at gengive det med ”jeg” (fx Matt 8,20), er den gennemgående oversættelse ”jeg, Menneskesønnen”, og faktisk er der også eksempler på, at oversætterne har skabt nye menneskesøn-ord, som det er tilfældet i Johannesevangeliet 13,32. Hvordan opfattes ”jeg, Menneskesønnen” hos målgruppen? Mon ikke som en understregning af, at den talende er et menneske? Men så er vi langt inde i fortolkningen – og i fortolkningshistorien!

Jeg er heller ikke tilfreds med fortolkningen af de steder, der er afgørende for rekonstruktionen af, hvor mange gange Paulus har besøgt Korinth. For her har man i 2 Korintherbrev 12,14 og 13,1 lagt sig fast på en – efter min mening forkert – oversættelse, der utvetydigt forudsætter hele tre besøg, hvor Paulus sandsynligvis i virkeligheden skriver, at denne tredje gang kommer han – i modsætning til to andre gange, hvor han har stillet et besøg i udsigt, men ikke er kommet. Men mange gange kan Den Nye Aftales gengivelse virke som en forfriskende øjenåbner.

Den høje grad af gennemarbejdethed viser sig også i, at der praktisk taget ingen trykfejl er. Jeg har dog fundet undtagelsen, der bekræfter denne regel, når der pludselig optræder en and i 1 Korintherbrev 10,29. Endda en and med samvittighed! Sidst men ikke mindst skal det noteres, at udgaven er særdeles læservenlig, med teksten trykt som i en almindelig bog. Kapitel- og versinddelinger er bibeholdt, men i et svagt grønt tryk, der får de ellers forstyrrende verstal til næsten at forsvinde, så man kun ser dem, hvis man vil.