Den jødiske verden – kultur og fællesskab

Heidi Laura:
Den jødiske verden – kultur og fællesskab,
Politikens forlag, København 2010 (191 sider, 228 kroner (billigste pris inkl. fragt ifølge pensum.dk, hvis bogen købes på eLounge))

Anmeldt af Marianne Schleicher

Heidi Laura har skrevet Den jødiske verden – kultur og fællesskab som en grundig introduktion til og refleksion over jødisk kultur. Det er en populærvidenskabelig fremstilling i ordets fineste forstand, idet bogen for det første henvender sig bredt til den alment dannede dansker, der ønsker viden om jødisk kultur, idet den for det andet er overordentlig velskrevet, og idet fremstillingen for det tredje trækker på en række kulturvidenskabelige teorier og undersøgelser, der introduceres, når de kan kaste et opklarende lys på forhold, som bogens forfatter observerer og kommenterer.
En Nyhed
Bogen repræsenterer en nyhed inden for dansk sagprosa. På dansk og af danske forfattere er tidligere udkommet en række introduktioner til jødisk religion og dansk-jødisk historie, især om jøders skæbne før, under og efter Anden Verdenskrig. Den jødiske verden – kultur og fællesskab sigter imidlertid mere overordnet mod at indkredse og forklare jødisk kultur i al dens kompleksitet og ikke desto mindre entydighed. For Heidi Laura vover faktisk at forholde sig til det entydigt jødiske, der binder jøder sammen uanset, om de bor i Danmark eller andre hjemlande, uanset om de er religiøse eller ej, og uanset om de hører højere eller lavere sociallag til. Undertegnede skal ikke skjule sin begejstring for dette vovemod.
Hvad angår bogens bestræbelse på at forholde sig til og skildre jødisk kulturs kompleksitet, så lykkes det fuldt ud. Det er befriende, at der for nærmest hver side i bogen præsenteres en oplysning eller nuancering, der udfylder videnshuller og/eller nedbryder mange af de misvisende forestillinger og fordomme, der findes om jøder, i ikke-jødiske såvel som jødiske kredse. Med baggrundsviden, faktabokse og nutidsskildringer introduceres der til de mange jødedomme, hvad angår traditioner, geografi og religiøsitet, og hvad angår holdninger til Staten Israel, til diasporaeksistens og til ikke-jødiske majoritetskulturer.
Det Entydigt Jødiske
Hvad angår Den jødiske verden – kultur og fællesskab som et forsøg på at reflektere over det entydigt jødiske, bliver bogen mere vævende. På side 20 indledes de første favntag med jødisk kultur som entydigt begreb. Kulturen står og falder, skriver Laura, med ”en række fælles kulturelle koder [, der] udgør det kit, som holder sammen på det hele”. Kittet består af ”de mange symboler, udtryk og adfærdsmønstre, som jøder deler. … Så længe man kan underbygge fællesskabet med genkendelige symboler fra hele det store reservoir af tradition, kan det bestå” (20-21).
Koder for jødisk kultur er altså genkendelige og fælles symboler, udtryk og adfærdsmønstre. Endvidere bekræfter de samhørigheden mellem jøder og skaber således sammenhængskraft i jødisk kultur, der i sidste ende har rod i jødedom som en social religion, jf. s. 18. Her kan jeg ikke helt sige mig fri for at tænke, at der er tale om en tautologi, hvilket også gælder følgende: ”[Jødiske ting er] markører, der til stadighed bekræfter ens jødiske identitet eller viser den over for andre. Det fascinerende i dette symbolske system er, at det fungerer på globalt plan og skaber sammenhæng på tværs af tid og rum: Man deler noget med andre jøder alle steder – og med sine forfædre og mulige efterkommere. Uden dette vidt udspændte net af kulturelle koder ville en diaspora som den jødiske umuligt kunne have overlevet” (31). De kulturelle koder skaber genkendelighed, men som læser venter jeg lettere utålmodigt på en forklaring af, hvori disse symboler, udtryk og adfærdsmønstre, der konstituerer koderne, består. Som pendant til homoseksuelles ’GayDar’ (gay + radar), der efter sigende bevirker, at homoseksuelle kan genkende hinanden, foreslår Laura at tale om en ’JewDar’ under inspiration af antropologen Andrew Buckser, der i sin undersøgelse After the Rescue ofte må slå sig til tåls med at forklare dansk jødisk kultur med konstateringen: ”du skal nok selv være jøde, for at kunne se det” (29). Heidi Laura er med andre ord selv klar over, hvor svært det er at definere jødisk kultur. Undervejs nævner hun dog de fælles og genkendelige jødiske symboler, udtryk og adfærdsmønstre i sammenhæng med det jødiske folk, Torah, sabbat, omskærelse og anden religiøs praksis, jf. 30-31; det hebræiske sprog i dets semantiske og grafiske aspekter, jf. 57-59; og endelig synagogen, højtider, artefakter, hjemmet, overgangsritualer, mad, jf. 40-42, 47-59. Det forvirrende er dog, at selv samme symboler, udtryk og adfærdsmønstre anvendes andetsteds i bogen i skildringen af de mange jødedommes kompleksitet, hvorfor det er svært at gennemskue, hvordan disse pludselig skal kunne bidrage til en forståelse af jødisk kulturs entydighed.
Indkredsning af entydigheden ved jødisk kultur bliver efter min mening først overbevisende og tankevækkende i de dele af bogen, hvor Heidi Laura vælger at tage udgangspunkt i jøders fælles historiske erfaring som minoritetsrepræsentanter. Sådanne fælleshistoriske erfaringer kan være ”Familierødder, parallelle migrationshistorier eller måske forfædre, som er holocaustoverlevere, der skaber en umiddelbar genkendelighed og intimitet i mødet med andre jøder” (30). Jødisk kultur er med afsæt i den jødiske minoritetserfaring, som alle jøder har haft siden 135 e.v.t., typisk parat til at lade sig omstille og inspirere, til integration og akkulturation, til at holde sammen udadtil, men rumme intern uenighed og forskelligartede synspunkter, og til, hvad angår kulturens betydningsbærende symboler og artefakter at vælge sådanne som fx torahruller og vinbægre, der hurtigt lader sig flytte (23). Man er med andre ord altid parat til at drage op – til at drage videre, jf. ligeledes kapitlet ”Alle skifter plads”, s. 118-134. Den historiske erfaring af minoritetseksistens og opbrud er for jøder verden over en fælles skæbne og historie, der ikke får lov at blive glemt. Jødisk kultur er af den grund en udpræget erindringskultur. ”At kende og huske sin historie er helt tydeligt blevet en grundlæggende del af jødisk identitet” (61). Men ikke nok med det. ”Moderne jødisk historieskrivning og skønlitteratur kan ses som en fortsættelse af de gamle erindringsmønstre, som i en ny form tjener det samme formål: at kitte den kollektive erindring sammen, at fastholde det svundne, men alligevel fælles univers, som historien udgør. Og dermed på en gang at skabe og at fastholde samhørighed” (62).

Heidi Laura lover på s. 7, at bogen skal tjene som en indledningsvis guide til jødisk kultur i al dens kompleksitet og dog entydighed. Det er et ambitiøst og som nævnt vovet løfte. Selvfølgelig er der dele af bogen, der kan diskuteres, men jeg glædes inderligt over Heidi Lauras vilje til at tage favntag med overordnede refleksioner over jødisk kultur, hvilket der, så vidt jeg ved, ikke er gjort tidligere i dansk kontekst. Med stor fagkundskab præsenteres læseren for jødisk kultur i al dens kompleksitet. Med en vinkel på jødisk kultur som entydigt afhængig af kollektiv erindring og som udtryk for, at mere end totusinde års migration har sat sig centralt i jøders kognitive dispositioner, er jeg blevet klogere af at læse Den jødiske verden – kultur og fællesskab. Det er bestemt en bog, som jeg vil anbefale.