Den historiske Jesus

Per Bilde:

Den historiske Jesus

Forlaget ANIS, Frederiksberg 2008

335 sider, 289,- kr.

Af Mogens Müller

For første gang siden Anden Verdenskrig foreligger der med Per Bildes Den historiske Jesus en dansk monografi om dette emne. Ikke meget overraskende er det dog hovedsagelig en udfoldelse af den forståelse af Jesus-skikkelsen, som optrådte i konklusionen til samme forfatters store arbejde En religion bliver til fra 2001. Det hed her (s. 524-525):

Jesus var en skikkelse, der hørte hjemme i den antikke jødedom. Han kom fra Johannes Døbers eskatologiske omvendelsesbevægelse. Men han brød med Johannes og trådte frem med sit eget eskatologiske budskab og program. Han virkede som en apokalyptisk profet og samtidig som lærer, helbreder og profetisk kritiker af social uretfærdighed. På et tidspunkt gjorde han krav på at være designeret Messias, og dermed øgedes den autoritet, hvormed han virkede. Han samlede en gruppe af tilhængere om sig og begyndte sammen med dem at forberede den messianske omvæltning og genrejsning af Israel med en genoprettelse af davidstidens retfærdighed og herlighed. …

Også Jesus’ udlægninger af Moseloven synes at have været egenartede, men fremført med stor autoritet. …

Hele Jesus’ program var præget af en intens forventning om, at de i Den Jødiske Bibel forjættede eskatologiske begivenheder stod umiddelbart foran deres virkeliggørelse. Det ser ud til, at Jesus flere gange blev skuffet i disse forventninger og derfor blev nødt til at revidere og omfortolke sit budskab.

Indledningsvis slår Per Bilde fast, at ’den historiske Jesus’ for ham er den af historikeren rekonstruerede Jesus, en skikkelse, ”der historisk befinder sig mellem den virkelige Jesus og de billeder af Jesus, som vi finder i de bevarede kilder” (s. 18). Her tager Bilde nu sit udgangspunkt i et faktum, nemlig henrettelsen af Jesus (kap. 2), som han ud fra kilderne mener at kunne sige ikke bare blev foretaget af romerne, men desuden, selv om den måske skete på jødisk initiativ, var helt i overensstemmelse med deres praksis med at komme religiøst-politiske projekter i forkøbet. Og deres indgreb her skyldtes næppe en misforståelse.

I det følgende kapitel gælder det oplysende redegørelser for henholdsvis den historiske kontekst med Palæstinas geografi og befolkning, områdets historie, den tidlige jødedom og templet i Jerusalem, synagogeninstitutionen, Den Jødiske Bibel og dens tolkning samt fænomener som apokalyptik, eskatologi og messianologi og endelig de tidlige jødiske grupperinger. I kap. 4 indfører Per Bilde i den viden, som vi har – især fra Josefus – om samtidige jødiske eskatologiske profeter og folk, der gjorde krav på at være messias, noget der selvfølgelig står centralt i fremstillingen. Renset for den negative tendens i kilderne tegner der sig et billede af disse eskatologiske profeter, som altså var mere eller mindre samtidige med Johannes Døber og Jesus, som folk, der (1) tolkede de hellige skrifter eskatologisk og aktualiserende, (2) proklamerede den eskatologiske dom og frelse som umiddelbart forestående, (3) regnede endetidens eskatologiske frelse som en art gentagelse af det jødiske folks oplevelse af guddommelig frelse i urtiden, og (4) alle blev henrettet af romerne eller en jødisk klientkonge.

Særligt udførligt behandles Johannes Døber og forholdet mellem hans kreds og Jesus-bevægelsen (kap. 5 og 6), fordi Jesus til at begynde med efter alt at dømme var discipel af denne eskatologiske profet, selv om han på et tidspunkt af uafklarede grunde brød med ham og fortsatte i sit eget spor. Fælles for de to var forestillingen om en ”rest”, der skulle frelses ved den kommende dom. At Johannes Døbers bevægelse overlevede hans død og levede videre i årtier derefter og derfor kunne opleves som en konkurrent til Jesus-bevægelsen, indeholder Det Nye Testamente selv vidnesbyrd om, selv om det også ser ud, som om Døber-disciplene til sidst indgik i den snart langt større Jesus-bevægelse.

I den del af bogen, der direkte beskæftiger sig med Jesus, prøver og afviser Per Bilde først den i dag ofte fremførte tese om, at Jesus i særlig grad skulle have været repræsentant for Galilæa og dermed på forhånd i konflikt med Jerusalem (kap. 7). Et forsøg på at finde frem til, hvorfra Jesus-bevægelsen rekrutterede sine medlemmer (kap. 8), bekræfter antagelsen af, at det fortrinsvis, men ikke udelukkende, var fra de socialt set lavere klasser. At Jesus skal have forkyndt sit budskab for samaritanere og hedninger afvises.

To store kapitler (9 og 10) tematiserer henholdsvis, hvad Jesus sagde, og hvad han gjorde. Selv om andre aspekter også inddrages, efterlades læseren med det hovedindtryk, at Jesus forkyndte, at Guds overtagelse af herredømmet stod lige for døren, og at det alene havde at gøre med den eskatologiske genrejsning af det jødiske folk. Centralt står her et ord som Matt 19,28 om, at når menneskesønnen ved genfødelsen tager sæde på sin herligheds trone, skal disciplene sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Derfor har Jesus også kunnet forkynde dom over dem, der ikke ville høre på ham. I sine handlinger fulgte Jesus op på denne forkyndelse, idet han – og heri adskilte han sig fra Johannes Døber – igennem helbredelser, dæmonuddrivelser og andre undergerninger foregreb gudsherredømmets endelige gennembrud. Disse beretninger, der rigtignok er vokset i overleveringen, har en grundstamme, der overbeviste Jesus om hans egen afgørende rolle i det eskatologiske hændelsesforløb. Således er Per Bilde overbevist om, at disse undergerninger for Jesus viste, at gudsriget ikke blot stod for døren, ”men at det allerede var kommet, nemlig i Tjener-Messias Jesus’ virkeliggørelse af en lang række af de eskatologiske goder, som var forudsagt hos Esajas” (s. 212). Dog var han foreløbig alene udpeget som messias, idet den fulde magtovertagelse stadig hørte fremtiden til.

I denne ramme kommer tolkningen af rejsen til og den offentlige virksomhed i Jerusalem naturligvis til at spille en afgørende rolle (kap. 11). Ifølge Per Bilde skal Jesus således have forventet, at gudsriget ville bryde igennem ved hans komme til Jerusalem, idet han måske ved samme lejlighed regnede med at blive indsat som Messias, måske dog først efter at være blevet slået ihjel som udsendt Jahve-profet. Det er faktisk tænkeligt, at Jesus på vejen til Jerusalem kan have forudsagt begge dele, hvad der rimeligt nok kan have fyldt hans tilhængere med både angst og glæde. Denne opfattelse finder Per Bilde bekræftet i såvel indtoget som tempelrensningen.

Det sidste kapitel i selve fremstillingen tematiserer de Jesus-troendes reaktioner og tolkninger af Jesus’ henrettelse (kap. 12). Her når Per Bilde til det resultat, at de mere oprindelige forståelser af Jesu død som enten optakten til oprettelsen af gudsriget eller hans egen tronindsættelse fortrænges af mere ”teologiske tolkninger” gående ud på, at den var en sejr over Synden og Døden som personificerede, gudsfjendtlige magter, noget der i Johannesevangeliet blev fremstillet som ”ophøjelse” eller ”herliggørelse”, idet den efterhånden almindelige tolkning dog blev, at den skulle forstås som stedfortrædende offer. Det betyder, at Jesu død, da den indtraf uden umiddelbare eskatologiske følger, traf disciplene uforberedte og mødte vantro og bestyrtelse. Hvad der alligevel hen ad vejen skete, beskriver Per Bilde under overskriften ”kognitiv dissonans og dens overvindelse”. ”De mange tolkninger af Jesus’ død (…) viser imidlertid, at de omtolkninger og transformationer, som vi finder hos Paulus, ikke var de første forsøg, men snarere skal forstås som resultatet af flere forudgående forsøg” (s. 258).

I en sammenfatning kan Per Bilde således bl.a. konkludere, at de reinterpretationer og transformationer, som fandt sted tidligt efter Jesu død, er kristendommens begyndelse – hvorfor han afviser den i dag undertiden fremsatte påstand, at kristendommen først bliver til som en selvstændig religion på et langt senere tidspunkt – om nogensinde. Følgelig regner Per Bilde også med, at ”jo højere og jo mere udviklet en kristologi” er, ”jo længere væk er vi fra den historiske Jesus” (s. 264). Kommet så vidt vover Per Bilde nu også pelsen ved at mene, at kilderne afgiver mulighed for at rejse (og besvare) spørgsmålet om Jesu eventuelle messianske selvbevidsthed, ja tilmed til at beskrive en vækst i Jesu eskatologiske forståelse af sig selv, noget han karakteriserer som et brud på et af teologerne opretholdt tabu, der dog i bund og grund er apologetisk betinget ved alene at tjene ”til at beskytte de religiøse kristne tolkninger af Jesus: For når det slås fast, at det metodologisk er umuligt at rekonstruere den historiske Jesus, er der dermed skabt plads til alle mulige fantasier om den samme Jesus, herunder også de religiøse og teologiske” (s. 267). Forfatteren leverer derfor i et nyt underafsnit i ’Sammenfatning’ en sådan beskrivelse af ”udviklinger i den historiske Jesus’ eskatologi og selvforståelse”.

Bogen er tilføjet tre appendikser, hvoraf det første meget kortfattet (fire sider) opridser ”nogle vigtige tolkninger af den historiske Jesus”, idet det bl.a. siges, at den dialektiske teologi med Bultmann som sin førende talsmand næsten udstedte en slags fatwa mod at udforske den historiske Jesus (Bultmann udgav dog selv i 1926 en Jesus-bog, der ganske vist fortrinsvis behandlede Jesu forkyndelse). Det andet appendiks gælder metodespørgsmål. Det sker indledningsvis under overskrifterne ”kildernes problematiske karakter og den moderne evangelieforskning” og ”kildernes sammensatte og uensartede karakter”, hvor tilgange som redaktionshistorie og redaktionskritik end ikke nævnes. Dernæst bedømmes ”ikke-kristne kilder og arkæologiske vidnesbyrd, og det kommer til en fornyet definition af den historiske Jesus som historikerens rekonstruktion. I et femte underafsnit opregnes præmisser for undersøgelsen, hvor Per Bilde understreger, at hans ”personlige interesser i Jesus er historiske og religionshistoriske. Sagt på en anden måde: jeg er mig ikke bevidst at ville forankre mine egne værdier og idealer i en dertil egnet fortolkning af Jesus” (s. 286). En anden præmis er, at han går ud fra, at den tolkning, der foreligger hos Paulus og i de andre nytestamentlige skrifter, ”ikke umiddelbart svarer til Jesus’ selvforståelse eller til hans samtidiges opfattelser” (s. 286). For Jesus var og forblev jøde og havde ikke til hensigt at bryde med jødedommen, men alene at reformere den, ”mens de kristne kilder i NT i forskelligt omfang er på vej til at gøre Jesus til den centrale guddom i et samfund, som dermed er på vej til at udvikle sig til en ny religion” (s. 286).

Alt dette begrunder Per Bildes forsøg på først og fremmest at begribe den historiske Jesus ud fra hans historiske kontekst og bevidst at undgå indlæsninger bestemt af senere fortolkninger. Følgelig kan Per Bilde i det sidste underafsnit om ægthedskriterier også tilslutte sig den indsigt, der har vundet terræn i de seneste årtiers Jesus-forskning, nemlig at jo mere jødisk, jo ældre og derfor mere oprindeligt. Resultatet ligger – som Per Bilde også vedgår det – ikke langt fra det, som Albert Schweitzer nåede frem til i sine

bøger for lidt over 100 år siden.

Et tredje appendiks består af en navneliste med historiske personer. Bogen rummer desuden en omfattende bibliografi, geografiske kort, en tekstliste, en billedliste, person- og sagregister samt endelig et tekstregister.

Det skal bemærkes, at der – selvfølgelig – sker et udstrakt genbrug af fremstillingen i En religion bliver til dér, hvor emnerne er de samme. Et langt stykke hen ad vejen er der jo også tale om en kun lidt anden vinkling på det samme stof.

Per Bilde forudsætter en grundlæggende diskontinuitet mellem den historiske Jesus og hans ”sag” og den senere ”kristendom”, som den tidligst kommer til udtryk i Paulus’ autentiske breve fra begyndelsen af 50’erne, der er de ældste kilder, vi har til Kristus-troen, og som synes at have påvirket evangelierne i større eller mindre grad. Per Bildes projekt forudsætter imidlertid, at disse senere overleveringer rummer så mange ”levn” af tidligere traditioner, der så at sige ligger forud for diskontinuiteten, at det muliggør en rekonstruktion. At disse formodede ”levn” måske ofte slet ikke er så fremmedartede i deres nuværende kontekster i de foreliggende evangelier, er en tanke, som Per Bilde undlader at udfolde. Men jo mere blik fortolkningen gennem ikke mindst den redaktionskritiske forskning har fået for sammenhæng og stringens i de forskellige evangelier, desto mindre bliver sandsynligheden for ufordøjede brokker.

Således er behandlingen i metodeafsnittet af evangeliernes egnethed som kilder til en bagved liggende historie ikke på højde med aktuel evangelieforskning, der i stigende grad har blotlagt de anseelige forskelle, der er, ikke alene mellem de tre første, synoptiske evangelier på den ene side og Johannesevangeliet på den anden, men i høj grad også mellem de tre synoptiske evangelier indbyrdes. Og i den forbindelse er drøftelsen af dateringen afgørende. Den nye trend til en datering af Lukasskrifterne til et par årtier ind i det 2. årh., som både gør det utænkeligt, at forfatteren til dette dobbeltværk ikke har haft såvel Markus- som Matthæusevangeliet blandt sine kilder, og som anbringer det på et helt andet sted i bevidsthedshistorien, kommer slet ikke til orde i Per Bildes fremstilling. Han har overhovedet svært ved at arbejde med den kendsgerning, at de nytestamentlige evangelier hver især først og fremmest er kilder til deres forfatteres Jesus-tolkninger. Og så bliver det selvfølgelig fatalt, hvis brugen af disse skrifter bygger på den forudsætning, at diskontinuiteten langt overgår en eventuel kontinuitet mellem den historiske Jesus’ sag og det, som den blev til i dens fortolkeres hænder.

Når diskontinuiteten bliver så påfaldende i Per Bildes fremstilling, skyldes det efter min opfattelse i høj grad denne forfatters nærmest eksklusive fokusering på eskatologiske forventninger, apokalyptik og kristologi. Når Per Bilde bruger så meget plads på de mislykkede messiasskikkelser og Johannes Døber-skikkelsen, kunne det have givet anledning til spørgsmålet om, hvorfor Jesu optræden fik en efterhistorie? Var det virkelig blot en tilfældighed, eller hvad var det i Jesu undervisning, der kunne overleve det åbenlyse nederlag og fortsætte i en fortolkning, der også inddrog hans skæbne? Her kunne der efter min opfattelse med fordel peges på forventningen om en ny pagtslutning, der får rigtig mange enkeltheder til at falde på plads. Men det er, som om Per Bilde kun vil arbejde med religionshistoriske forestillinger og har en blind plet dér, hvor det drejer sig om spørgsmålet om, hvad disse forestillinger skal legitimere. Det er stærkt utilfredsstillende, at allerede det ældste kendte vidne til Kristus-troen, nemlig Paulus, i den grad skulle have fået det galt i halsen, hvad det drejede sig om for ”den historiske Jesus”. Men det er jo en opfattelse, som Per Bilde ikke står alene med.

Så sagen har ikke rokket sig, siden Per Bildes og min meningsudveksling omkring min anmeldelse af En religion bliver til i Dansk Teologisk Tidsskrift 65 (2002) s. 130-153, som jeg derfor også vil henvise til for udførligere argumentation. Men måske kan det hele opsummeres i, at hvor Per Bilde er optimistisk med hensyn til at kunne rekonstruere en historisk Jesus på trods af kildernes fortolkende karakter, idet de så at sige ikke har fået fordøjet alt stoffet, dér mener jeg, at der ikke er nogen anden vej tilbage til den historiske Jesus end netop gennem hans historiske virkning.

PS. Det skulle være underligt, om man ikke kunne finde tryk- og andre fejl i så omfattende en fremstilling. Det er dog ikke, fordi der er mange, og jeg vil begrænse mig til et par faktuelle: På s. 75 overraskes læseren af oplysningen om, at Aron skulle have ført Israels folk over Jordan; det var da vist Josva, som det også siges s. 208. På s. 79 gentager Per Bilde, hvad der også stod i En religion bliver til s. 98, nemlig at Herodes Antipas’ hustru, Herodias, tidligere havde været gift med halvbroren Filip. Men Josefus, Jødernes Gamle Historie 18,109-110, som der er henvist til, nævner ikke Filip, og den almindelige antagelse er, at oplysningen i Mark 6,17 = Matt 14,3 om, at det skulle være Filip, er forkert.