Bibelen. Sådan har du aldrig fået den før

Annika Borgs Bibelen. Sådan har du aldrig fået den før, oversat fra svensk af Jens Vollmer, Frederiksberg: Forlaget Alfa 2009. 241 s. Indbundet. Kr. 248.
Af Frederik Poulsen
”En bibel på min måde” er Annika Borgs ærinde i denne bog, der præsenterer sig lækkert med et pink omslag med gul skrift og silhuetten af et kors. Ønsket er at give ny indsigt og et nyt perspektiv på den samling af litteratur, som er en hjørnesten i den vestlige kulturarv – og ambitionen er yderst sympatisk, nemlig at få mennesker i tale, der ikke ved noget om Bibelen.
                      Svenske Annika Borg må på papiret siges at være kvalificeret til den opgave. Hun er ph.d. på afhandlingen Kön och bibeltolkning (2004), hun har et markant personligt engagement som teolog og præst og har som klummeskribent og forfatter en rig erfaring i at formidle til et bredt publikum. Denne bog er netop blevet til i forlængelse af en række artikler til damebladet amelia.
Bibelens tilblivelse, baggrund og tolkningshistorie
Efter en personlig indledning formidles i to mindre afsnit en lang række fakta om Bibelen, dens tilblivelse og indhold. Det er et fint vindue ind til en kritisk og videnskabelig omgang med de bibelske skrifter. Bibelen som ”historiebog” og forholdet til arkæologien problematiseres, og det understreges, at der ikke er nogen neutral læsning. Man tolker altid, og der hviler et ansvar på læseren. Navnlig tolkningshistorien er i centrum med den vigtige pointe, at en tolkning ofte kan sige mere om fortolkeren end om teksten.
                      Det tjener Borg til ære, at hun ønsker at formidle klassisk bibelkundskab til et publikum uden forudsætninger. Desværre er dispositionen meget løs og virker til tider tilfældig: Hun springer fra Jesus som myte til arvesyndslæren og hurtigt videre til Nag Hammadi-fundene. Uheldigvis for disse afsnit og for resten af bogen er der en del faktuelle fejl eller kraftige brud med konsensus: Paulus anføres næsten ukritisk som forfatter til 13 breve (s. 30), Maria Magdalenes evangelium dateres til midten af første århundrede, altså før Paulus?! (s. 90), Josef, Jesu papfar, hævdes at optræde i begyndelse af Markusevangeliet (s. 165), på side 178-179 er der fejlagtige bibelhenvisninger, og så videre.
Kanonshopping
I et længere afsnit, ”Min kanon”, udvælger Borg de tekster, der for hende er særligt betydningsfulde. Ikke overraskende er det kendt stof: De grundlæggende fortællinger og visdomslitteraturen i Det Gamle Testamente, udvalgte passager i evangelierne, få Paulustekster, Jakobsbrevet og Johannes’ Åbenbaring. Mere overraskende er inkluderingen af Thomas- og Maria Magdalene-evangeliet, der slet ikke optræder i den bibelske kanon. De er med, fordi de kaster lys over kønskampen i den tidlige kristendom.
                      I klassisk, luthersk teologi er bedømmelse af de bibelske skrifter teologisk, om de driver på Kristus. Borgs kanonkriterium er nærmere æstetisk og etisk: Skønne ord, god poesi og gode gerninger. F.eks. beskrives Højsangen som en inspirationskilde til den ligestillede seksualitet i modsætning til tidens åndløse pornografi, og hun ville placere den først i sin Bibel. Man kan spørge, hvordan hun som luthersk teolog kan undvære Romerbrevet, men netop Paulus er sat i skammekrogen på grund af det, han siger om kvinderne!
Kvinder og køn: Paulus burde gå i terapi!
Efter en fin gennemgang af bibelske gudsbilleder går Borg i hovedafsnittet, ”Tør kvinder godt læse Bibelen?”, i gang med en række tekstanalyser. De kredser primært om kvindefortællinger, og her spores tydeligt Borgs faglige ståsted i kønshermeneutikken (jf. hendes ph.d.-afhandling). De bibelske skrifters kvindesyn og verdensbillede er en tilbagevendende anstødssten. Mottoet for analyserne er, at man ikke skal give en tekst mere respekt, end den giver sin læser. Med den indstilling er der nok at tage fat på, og hendes fokus ligger især på teksternes (mandschauvinistiske) tolkningshistorie. Heltene er kvinderne i evangelierne, mens de ”sorte sider” – tekster, hun vil afvise – er ofringen af Isak, Jeftas datter og den krigeriske Jesus. Helt galt er det med Paulus, der skizofrent både taler om ligestilling mellem kønnene (Gal 3) og kvinders underordning (1 Kor 14). Paulus har skabt mange problemer og er kilden til ”det skæve kvindesyn, vi stadig trækkes med”. Han burde gå i terapi!
                      Borg befinder sig i en ambivalent rolle: På den ene side vil hun ikke have med disse terrortekster at gøre, på den anden side vil hun af respekt for Bibelen og menneskerne i den ikke rive siderne ud. Ofte lader hun sig provokerer af teksternes umiddelbare fremtræden uden en tidshistorisk problematisering og en dybere teologisk fortolkning. Det kunne have været hjælpsomt.
Leksika, prædiken og andagt
Bogens sidste tredjedel består af nogle nyttige opslagskapitler med et minileksikon over centrale og mere perifere bibelpersoner, en liste over ordsprog, der har lejret sig i kulturen, og en hitliste med bibelcitater. Der er et udmærket afsnit om, hvordan man prædiker, samt to holdte prædikener. Det giver et fint indblik i kirkeåret og prædikenforberedelse for mennesker, der intet kendskab har til branchen. Et sidste afsnit appellerer til handling: Borg har med afsæt i klosterets tidebønner lavet fire ugeandagter under forskellige temaer, der ved daglig brug skal give et øjebliks indre ro.
Engageret og overfladisk
Lad det være sagt med det samme: Annika Borg er en dybt engageret skribent med et levende sprog og et godt drive. Dette er dog samtidig en hæmsko. Mange passager fremstår ”snakkende” og overfladiske, og adskillige af hendes tekstanalyser kommer aldrig i dybden. Generelt er bogen sat sammen af små, korte afsnit, der sikkert fungerer godt i et klumme- eller blogformat, men som virker akavet, når de samles i kapitler, f.eks. det rodede afsnit ”På opdagelse i bøgernes Bog”. Måske passer en sådan fremstilling godt til det segment af kvinder, der er vant til at læse livsstilsmagasiner – hvis en sådan målgruppe vel og mærke eksisterer, når det gælder den bibelske litteratur?

Borg leverer et nyttigt indblik i en kritisk og akademisk beskæftigelse med Bibelen, men hendes egen fremstilling består til tider af uheldige forsimplinger og dissiderede fejl. Hendes ambition om at mægle til mennesker, som afviser Bibelen som støvet og kvindefjendsk, er fin, men hun er i en konstant risiko for at kamme over i politisk korrekthed. Hun er ikke en frelst feminist, for der er en tydelig selvkritik, men kritikken af det bibelske kvindesyn som et, ”man får hovedpine af”, er trættende i længden. Hun kunne i hvert fald godt have overvejet forholdet mellem tidshistorie og teologi i de bibelske skrifter mere nøje.