Abrahams spor. Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst

Lars K. Bruun, Finn Damgaard,

Thomas Hoffmann, Søren Holst og Jesper Skau:

  

Abrahams spor

Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst

 

København: Forlaget Alfa 2007

136 sider. 248,- kr.

Anmeldt af Allan Rosengren

 

De tre monoteistiske skriftreligioner, jødedom, kristendom og islam, påberåber sig alle Abraham som en helt central figur i deres historie og selvforståelse. Men de har selvsagt ikke det samme at sige om Abraham. Abraham tolkes vidt forskelligt – og er derfor et samlende og adskillende udgangspunkt.

                      Abraham er før Israel, før Kristus og før Muhammed. Ved at gøre krav på Abraham som en proto-jøde, en proto-kristen eller en proto-muslim demonstrerer man sin egen traditions urgamle og autentiske forståelse af forholdet til Gud. Bl.a. derfor er han interessant, og man får et grundlæggende indblik i, hvad der samler og skiller de tre religioner ved at undersøge deres Abrahamfortolkninger.

                      Det er imidlertid ikke kun i religionernes verden, at Abraham dukker op, men også i kunst og filosofi.

                      Fra 2003-2007 har Københavns Universitet haft et tværfagligt satsningsområde med navnet Religion i det 21. århundrede. Et af projekterne var et netværk af yngre forskere, som arbejdede med temaet Abrahams spor. Ideen var at lade forskere fra forskellige fag belyse forskellige sider af Abrahamfortolkningerne. Arbejdet resulterede bl.a. i en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i 2005; disse forelæsninger ligger sammen med netværkets øvrige arbejde til grund for bogen Abrahams spor. De fem forfattere dækker områderne: Abraham i Det Gamle Testamente og i jødedom, i Det Nye Testamente og i kristendom, i islam, i litteratur og billedkunst og i religionsfilosofien.

 

Søren Holst skriver om Abraham i Det Gamle Testamente og i jødedommen under overskriften ’Folkenes og troens stamfader’. Holst introducerer grundigt til Abrahamfortællingen i Første Mosebog og sætter begreber som velsignelse, pagt og stamfader på plads. Dernæst redegør han for den tidligste fortolkningshistorie, som findes i jødiske og kristne genfortællinger, det vi kalder bibelske genskrivninger. Og det gør han på en knippelgod måde. Som Holst skriver: 

Når man tolker en tekst, er der altid nogle spørgsmål, man ønsker svar på. Ofte vil arbejdet med at forstå teksten ligefrem være forårsaget netop af, at der er ét eller andet i teksten, der ”nager” fortolkeren, og som har brug for at blive forklaret. (Abrahams spor, side 22)

Det er simpelt hen kernen i al fortolkning, vi her får i kort form. Denne indsigt bruger Holst til at præsentere Abrahamfortolkningerne i Første og Anden Makkabæerbog, i Dødehavsskriftet Genesisapokryffen, i Jubilæerbogen, i Midrash (Genesis Rabbah) og i Talmud (Sanhedrin). Hvad er det for spørgsmål, der har optaget disse forfattere, hvad er det, der har ”naget” dem – og dermed fået dem til at fremstille Abraham fra andre vinkler?

                      Fordelen ved Holsts fremstilling er, at den er spændende og at tidlige jødiske og kristne fortolkningsinteresser kommer til at fremstå knivskarpt; ulempen ved denne fremstillingsform er, at de spørgsmål, man får stillet til teksten, er antikkens religiøse forfatteres spørgsmål. Det kunne jo godt være, at nutidens bibelfortolker havde kritiske spørgsmål af en anden karakter til teksten. Spørgehorisonten bliver for snæver.

                      Dette ændrer dog ikke ved, at det er brandgodt, det Holst får med. Holst skriver kyndigt, anskueligt og med mange gode detaljer. Det er altid fornøjeligt og lærerigt at læse, hvad han har at skrive.

 

Finn Damgaard skriver i kapitlet ’Abraham mellem forbillede og forargelse’ om Abrahamfiguren i Det Nye Testamente og i senere kristendom. Kapitlet har to dele med de koncise overskrifter ’Kampen om Abraham’ og ’Kampen med Abraham’.

Da de nytestamentlige skrifter blev til, udkæmpedes kampen om Abraham. Over for jødedommen gjaldt det først og fremmest om at sikre sig, at Abraham blev et argument for den nye forståelse af jødedommen, den forståelse som med tiden blev kaldt kristendom. Men nok så interessant er det, at der i de nytestamentlige skrifter anvendes forskellige strategier til at fortolke Abraham. I de tidligste skrifter, Paulus’ breve, bruges Abraham til at ’inkludere de hedningekristne i Guds løfter til jøderne’. I lidt senere kristne skrifter bruges Abrahamfiguren ’til at ekskludere jøderne fra Guds løfter, som nu forstås som værende rettet til de kristne.’ (Abrahams spor, side 37).

Det er en ganske spændende udvikling, og Finn Damgaard fører læseren sikkert gennem Galaterbrevet, Romerbrevet, Johannesevangeliet, Lukasskrifterne (dvs. Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) og endnu et par tidlige kristne skrifter: Barnabasbrevet og Justin Martyrs Dialog med jøden Tryphon. Første del, ’Kampen om Abraham’ ender med Lukasskrifterne, hvor splittelsen mellem jødedom og kristendom er en realitet. Derfor behøver man ikke længere at kæmpe om Abraham, og i Lukasskrifterne finder vi en mere afslappet holdning til jødedommen.

Da nu denne polemiske brug af Abraham er et overstået kapitel, kan kampen med Abraham tage sin begyndelse. Og den udspandt sig især som en kamp om at forstå fortællingen om Abrahams næsten-ofring af Isak (1 Mos 22,1-19). Denne tekst er som ganske knap i sin fremstilling. Vi hører intet om, hvad Abraham eller Isak tænker og føler. I den forstand er der nogle huller i teksten, som fortolkerne fylder ud.

                      Velstruktureret og anskueligt gennemgår Finn Damgaard Origines, Pseudo-Jubilæerbogen og Chrysostomos. Herefter springer vi op til Luther og til slut Kierkegaard.

 

Thomas Hoffmann skriver om den islamiske Abraham under overskriften ’Abraham var hverken jøde eller kristen’. Abraham hedder Ibrahim på arabisk. Men er den bibelske Abraham og den koranske Ibrahim den samme? Dette tilsyneladende enkle spørgsmål giver Hoffmann anledning til at skrive en instruktiv indføring i religionshistorien og de abrahamiske religioner, som ud over jødedom, kristendom og islam omfatter Bahâ’î-religionen, drusisk religion og samaritansk religion., ligesom han introducerer til den spændende og brogede religiøse kontekst på den arabiske halvø på Muhammeds tid (600-tallet e.Kr.).

                      Koranen er ikke struktureret narrativt som store dele af Det Gamle Testamente. Det frembyder særlige problemer for den, der vil sige noget om Abraham i Koranen. Hoffmann løser dog problemet pædagogisk ved – med de nødvendige forbehold – at opstille et emnekatalog med henvisninger til de vigtigste Abrahampassager i Koranen og ved at analysere indholdet og relatere det til de tidligere Abrahamfortolkninger.

                      For at sige det enkelt, er det ikke sådan, at Muhammed har læst Første Mosebog og så omformet Abrahamfiguren, sådan som han kunne bruge den. Næ, der er talrige inspirationskilder til den koranske Abraham: Josefus, Filon, Jubilæerbogen, Abrahams Testamente, Talmud og Midrash – samt formentlig fortællinger, der er gået tabt. Og så er der den arabiske præ-islamiske kultur, som også danner ’klangbund’ for den koranske Abraham. Alle disse tråde redegør Hoffmann for, samtidig med at han fastholder og analyserer mange eksempler på det indlysende, at Koranen giver ’en alternativ og ofte polemisk version af det bibelske materiale.’ (Abrahams spor, side 72).

                      Hoffmann formidler sit stof indsigtsfuldt og har en veludviklet evne til at lege med ordene på en fornøjelig og oplysende måde.

 

Jesper Skau skriver om ’Abrahamskikkelsen i nyere litteratur og billedkunst’. Her præsenteres et overflødighedshorn med Kierkegaard og Blicher; Leonard Cohen og Bob Dylan; nyere forfattere som Kåre Bluitgen, Bo Reinholdt og Sven Delblanc; og billedkunstnerne Peter Brandes og Arne Haugen Sørensen. I litteraturen og i billedkunsten genfortælles og genopføres Abrahams afværgede ofring af Isak, huller fyldes ud, spørgsmål stilles, nye vinkler afprøves, roller ændres, og velkendte motiver sættes ind i nye sammenhænge. I en del af værkerne er Gud som aktør væk eller erstattet af fx staten, hvilket giver anledning til at udforske de etiske og følelsesmæssige aspekter på ny. Skau har en god balance mellem præsentation eller genfortælling af værkerne på den ene side og hans analyse og fortolkning på den anden. En fin indføring i et stort emne.

 

Lars K. Bruun diskuterer religionsfilosofiske perspektiver under overskriften ’Abraham som grænse og spor’. Men ordet ’grænse’ hentydes til, om Abraham som den ’troens ridder’, der er parat til at ofre sin eneste søn, i Kierkegaards fortolkning er et udtryk for grænsen for, hvad vi kan acceptere etisk. Med ordet ’spor’ tænkes på den måde Derrida bruger ’det abrahamiske’ i sit opgør med den vestlige filosofiske traditions tendens til at tænke i totalitære kategorier. I den sammenhæng kan man betragte Abraham som en eksplosiv figur, som efterlader sig en række forskellige spor. Bruun formår at indføre i moderne klassisk-filosofiske problemstillinger og relatere dem til hinanden, så de hver især fremstår i et loyalt referat. En ikke ringe kunst!

 

Alt i alt er Abrahams spor en meget vellykket bog. Den er veldisponeret, og forfatterne formidler et kompliceret emne på en så letforståelig måde, som det er muligt. Man mærker endvidere, at forfatterne har haft et godt og givende samarbejde om projektet. I efterskriftet med den finurlig overskrift ’Sporlige eftertanker’ går forfatterne nærmest amok i deres filosofisk-poetiske leg med ordene. Men bare rolig, det er samtidig meget anskueligt og til at forstå og en god opsummering af bogens og projektets vinkler og grundlæggende problemer.

 

Savn

Og så lige tre ting jeg savner, men som altså ikke skader det generelle indtryk af bogen:

1) Ordformer som ’koranisk’ (side 59 og 74) og ’syriakisk’ (side 72) er formentlig påvirket af engelsk ’Qur’anic’ og ’Syriac’; på dansk er ’koransk’ og ’syrisk’ udmærket fyldestgørende, ligesom ’Josephus’ og ’Philo’ (side 69) sædvanligvis gengives ’Josefus’ og ’Filon’ på dansk. Men det er småting, og en ekstra korrekturlæsning fra forlagets side burde have kunnet fange den slags. Ligesom forlaget burde have ladet udarbejde et skriftstedsregister. Ud over det nyttige i at kunne slå op, ville et sådant register give en oversigt over, hvor utroligt mange og forskellige tekster Abraham indgår i, og som altså er behandlet i Abrahams spor.

2) Fælles for langt de fleste religiøse tolkninger er, at Abraham er en helt. Det nødvendiggør en fortolkningsstrategi, der renser Abraham (og i øvrigt også Gud), fx ved at postulere at Abraham må have troet opstandelsen, må have troet, at han fik sin søn igen. Uanset hvor spændende disse fortolkninger er (og det er de), har de også noget antikveret over sig. De repræsenterer ikke en reel fortolkningsmulighed for den moderne læser, fordi:

• De læser for meget ind i teksten. Troen på opstandelsen ligger uden for den gammeltestamentlige teksts horisont – når et barn dør, mister man det. Job er ganske vist så heldig at få syv sønner og tre døtre igen, men det er jo altså også nogle nye børn (Job 42)

• de er motiveret af en apologetisk fortolkningsstrategi, dvs. de ønsker at ’rense’ eller forsvare Abraham og Gud, idet de forsøger at fastholde Abraham som en troens helt

• og de kommer – muligvis uafvidende og utilsigtet – til at blåstemple den lydigheds- og autoritetsideologi, der også ligger i teksten.

En yderliggående konsekvens af Abraham-som-helt-fortolkningen er den ’teo-terroristiske’ brug – for at bruge et af Hoffmanns rammende udtryk. En af terroristerne bag angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, Muhammed Atta, skriver i sit ’testamente’, at hans forældre skal være som Ibrahim, der villigt ofrede sin søn. I en vis forstand en konsekvent tolkning af Abrahamfortællingen: Hvad Gud kræver, dét skal man gøre. Det er bare ærgerligt, at i virkelighedens verden var der ikke nogen Gud, der greb ind i sidste øjeblik.

                      Heroverfor (og det kunne godt have været udmalet mere i bogen) er Peter Brandes’ fortolkning af Abraham-Isak-motivet et reelt alternativ til Abraham-som-troshelt-fortolkningerne. Brandes gør bi-personen (Isak) til hovedperson og afskriver samtidig tekstens og traditionens hovedperson (Abraham) som forbillede. Abraham repræsenterer dén religiøse fanatisme, som er overflødiggjort i kristendommen, hvor Gud har krævet det nødvendige offer af sig selv. Brandes opnår således at fastholde det man kunne kalde en umiddelbar og naturlig reaktion på fortællingen (’Noget mere sindssygt kan man ikke forestille sig’ – Peter Brandes i dokumentarfilmen Regnbuelyset), samtidig med at han giver den teologisk betydning. I koret i Vejleå Kirke hænger Isaks blodige, nedadbøjede, Auschwitz-pigtråd-beklædte hoved i venstre side i koret over for det ophøjede, hvide, sejrende Kristus-hoved i højre side. De to hører sammen typologisk, men er også hinandens modsætninger.

                      Abraham er imidlertid ikke tabt i Brandes’ fortolkning (at Abraham skulle være tabt er en væsentlig bekymring hos Kierkegaard og Derrida). Abraham er tilgivet – og det er Auschwitz også.

3) Hoffmann skriver til slut i sit kapitel:

I lyset eller rettere skyggerne af sådanne teo-terroristiske virkningshistorier [her refereres til en jødisk bosætters masakre i moskeen i Hebron i 1994 og på angrebet den 11. september 2001 – AR] bør troende mennesker med moderne etiske fordringer om tolerance og sameksistens så at sige gribe i egen Abrahams-barm. Abraham som Troens fader forbliver en naiv og eskapistisk forestilling, hvis ikke denne suppleres med den mere virulente Abraham som Mistroens og konflikternes fader. [’Virulent’ betyder ’giftig’ eller ’smittefarlig’ – AR] (Abrahams spor, side 76)

Disse to aspekter af Abrahamfiguren, Troens og Mistroens fader, dækker forfatterne generelt godt. Denne dobbelthed i Abrahamfiguren møder vi imidlertid allerede i Første Mosebogs Abraham – og det mangler i første kapitel i Abrahams spor, hvor vi ’kun’ møder Abraham som ’Folkenes og troens stamfader’. Det er ikke først i den senere fortolkningshistorie, at Abraham som Mistroens stamfader dukker op. Det vil imidlertid føre for vidt at redegøre for det her, så det har jeg samlet i en artikel, som følger efter denne anmeldelse.

Disse savn ændrer dog ikke ved det overordnede, at Abrahams spor er velskrevet og indholdsrig. Bogen er velegnet til såvel studiekredse som til egen læsning.

 

Her kan du se mere:

DVD: Regnbuelyset – Vejleå Kirkes udsmykning. Kulturfabrikanterne: 2007. Kan købes i Vejleå Kirke eller ved henvendelse til informationsmedarbejder Espen Andersen, tlf. 43 54 73 08, lok. 12 eller e-mail: ea@ishoejkirker.dk. Pris: 50,- kr.